Fødselsplan

Når du nærmer dig terminsdatoen, kan det være en god idé, at du sætter noget tid af til at tale om dine ønsker og forventninger til fødslen sammen med din partner eller den person, der skal med til fødslen. En fødselsplan kan sammen med fødselsforberedelse hjælpe dig med at få styr på disse tanker og give en tryg følelse af parathed.

Fødselsplanen er først og fremmest en måde at forberede jer på fødslen, men det er faktisk også en god hjælp for jordemoderen at vide, at I hver især har overvejet og mærket efter, hvad I ønsker under fødslen. Det klæder hende bedre på til at gøre alt for, at fødslen bliver, som I håber.

Det er vigtigt, at du ikke ser fødselsplanen som en tjekliste med krav, men som en ønskeliste til din drømmefødsel.

Alle fødsler er forskellige og forløber ikke altid som forventet. Du skal derfor være forberedt på, at dine ønsker kan ændre sig undervejs, eller at de er umulige at opfylde. Gør gerne planen så overordnet som muligt, og overvej, hvad der er vigtigt for dig, hvis fødslen udvikler sig anderledes, end du håber. Og husk så endelig, at går det ikke helt efter planen, så kan det stadig sagtens ende i en god fødsel alligevel.

Jeg råder jer til at tænke over forskellige scenarier og have både en plan A, B og C klar:

  • Plan A vil være ønskescenariet. Der hvor alt går som håbet, og du føder der, hvor du gerne vil.
  • Plan B kan være en fødsel, hvor der bliver behov for indgreb, eller hvor det viser sig at være bedre for dig at føde et andet sted. Hvilke tanker har du om de muligheder og alternativer, der findes?
  • Plan C kan være, hvis der opstår komplikationer. Hvordan inddrager jordemoderen og eventuelt andet personale jer så bedst i processen? Og hvad er jeres tanker for det scenarie?
Jeg har skabeloner som kan bruges til udarbejdelse af jeres fødselsplan. De kan også anvendes som inspiration eller jeg kan hjælpe jer med at udarbejde jeres helt egne fødselsplaner.

Tilbydes enten hos mig eller i eget hjem.